Hej og godmorgen.
Og glædelig fastelavn. Mit skib er ladet med bast-skørte og skinkesalat idag. Det føles godt.
Jeg tænkte bare lige, at jeg som mor, da egentlig også hretligt til at have en mening omkring det, at amme offentligt. Så.
For det har de fleste jo, og det giver altid andledning til en god debat.
"Jeg gider bare ikke se på et par bryster der vælter rundt i salat og kaffelatt'!"
"Bryster og bearnaise!"
Forsvarsposition indtaget!
Mest passende havde det i virkeligheden været, hvis jeg lige havde rundet "ammehjernen". Men jeg prøver uden. Det kræver alligevel for meget memory.
Kære medmennesker.
Jeg vil starte med, at beklage hvis jeg har traumatiseret nogen.
Mit barn bar bare sulten. Grunden til, jeg befandt mig ude blandt andre mennesker, på daværende tidspunkt, kan skyldes jeg ville have lidt frisk luft, og er bange for tægebid, og derfor ikke befandt mig ude blandt nåletræer og bjørne.
Når barnet kalder, så er det som regel på grund af det er sultent. Det sker rundt regnet hver 3. Time, hvilket glæder mange ammende kvidre, for det passer med, at brysterne ved tilfældet er firkantede og pupillerne er trekant-formede af smerte.
Jeg tror jeg er kommet til, at køre "kylling" med Jer, i Københavns gader,med barnevognen, og måske endda, ignoreret Jeres afsky for mine bryster, da i sad og spiste. Mit barn har sikkert været sulten.
Jeg bliver bare underligt tilpas, når jeg støder på et bryst, med røde krydser på, ved indgangen til cafeer, for eksempel?
Hvordan er det i orden, at nogen sidder og har en holdning til mine bryster?
Er det ikke brysters primære funktion, når alt kommer til alt, at de skal kunne brødføde et barn? Eftersom barnets immunforsvar kommer der igennem etc.? Er det ikke også derfor nogen vælger, at forstørre dem, så det signalerer, til manden, at det er da ingen årsag?
Jeg bliver sur, når du sidder der og stirrer på mine bryster, mens jeg sikrer mig, at mit afkoms overlevelse. Jeg synes det er ubehøvlet, og jeg synes ikke det minder noget nær, at være på stripklub. Du fjoller lidt, og både dine bukser og sko er for korte.
Mødes vi igen en dag hvor jeg er nødsaget til, at foretage denne skinbare handling endnu engang, så kom og lad os tale om det.
Jeg vil bare have du kigger mig i øjnene.
Kærlig hilsen
Sweet_ham47
torsdag den 3. marts 2011
tirsdag den 1. marts 2011
Hvor var det nu, vi kom fra...?
Ja, hvor var det nu...
Jeg selv kommer fra en lille by i det syd-vestlige hjørne af sjælland; en lille bygd kaldet Sandved.
En by der havde det hele: hekse, børnelokkere, dræberhvepse, landsbytosser, drankere, mini-Christiania, rockerborg, stationsbygning, købmagergård, glade børn, lede børn, seje forældre, strenge forældre, solarie og et skævt hus, som vi kaldte for kirken. Og så var der en mose.. med slanger og bjørnekløer.. eller sukkerrør, som jeg kaldte dem - ja, altså bjørnekløerne. Dem kylede jeg i øvrigt engang min fætter ned i - jeg var en møg-knægt, som barn!
NÅ!
I dette indholdsrige samfund, hvor jeg debuterede meget tidligt, som babysitter for naboernes unger, stødte jeg (har det vist sig) aldrig på den rigtige sandhed omkring det at være gravid. Jeg vidste da godt der kom en baby ud gennem dér man tisser, ligesom på køerne, og at det foregår ved, der står én med gældende ekspertise, med en plastikpose om armen, og hiver barnet ud.. eller.
Og jeg vidste også godt det var dyreplageri, hvis man ikke malkede køerne. Deres yver kunne blive så spændte, at man ikke kunne få ordentligt fat i patten, og så ville koen faktisk helst græde.
På bondegården lærer man meget. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg kan godt forstå koen nu, og jeg synes de fortjener brystmassage, og at blive spulet med en varm bruser på yveret, imens der bliver hevet juice ud.
At føde et barn er sin sag. Men ingen havde fortalt mig om, hvor ondt det skulle gøre, når der går gang i mælkeapparaturet.
Scenarie:
Står i Netto 5 dages tid efter jeg havde født, og koncentrerer mig om, at se brandgodt ud imens vi lige får handlet bleer, brie, fløde og andre livsfornødenheder. Far er glad og stolt.
Vi har to fyldte kurve, og missionen er ved at være fuldført, da vi når til dér, vi alle gerne LIGE vil se, om vi kan støve en billig Heinz op, eller en dobbelt op på Vanish OXYYY ACTIONNN.
Så mærkede jeg det. Helt omme fra lænden, op gennem skjoldet, over skuldertøjet --> og lige om i æ' pat'.
Som kogende tomatsuppe, der buldrer gennem systemet, for at munde ud i en smertefuld halsbetændelse - i brysterne.
Pupillerne bliver smalle, lokalet bades i skarpt lys, jeg har sved i overskægget (lidt har man vel altid).
Kurvene glider ud af mine våde håndflader, ned på gulvet.
"Jeg skal hjem"
Min husbond siger noget til mig, men jeg hører det ikke. Men jeg svarer. Måske senere...!
Jeg bare brager gennem kasserne med hænderne oppe, og bryder mig egentlig ikke om, om resten af familien følger trop.
Haster hjem i fast forward, mens byen og alle omkring mig går i vejen, i slow motion.
Fumler med apparatet, sætter mig på knæ på gulvet, begynder at pumpe.
"MMMmmmmmmmmmmmmUUUUUUH!"
Kære medkøer.
Jeg har hørt, der forekommer tilfælde, hvor I ikke bliver malket.
Jeg fordømmer dette med al magt jeg besidder.
Det har I ikke fortjent.
Jeg skal nævne for Jer, at hvidkål gør underværker på trætte patter.
Love,
MC Malkekvæg
Jeg selv kommer fra en lille by i det syd-vestlige hjørne af sjælland; en lille bygd kaldet Sandved.
En by der havde det hele: hekse, børnelokkere, dræberhvepse, landsbytosser, drankere, mini-Christiania, rockerborg, stationsbygning, købmagergård, glade børn, lede børn, seje forældre, strenge forældre, solarie og et skævt hus, som vi kaldte for kirken. Og så var der en mose.. med slanger og bjørnekløer.. eller sukkerrør, som jeg kaldte dem - ja, altså bjørnekløerne. Dem kylede jeg i øvrigt engang min fætter ned i - jeg var en møg-knægt, som barn!
NÅ!
I dette indholdsrige samfund, hvor jeg debuterede meget tidligt, som babysitter for naboernes unger, stødte jeg (har det vist sig) aldrig på den rigtige sandhed omkring det at være gravid. Jeg vidste da godt der kom en baby ud gennem dér man tisser, ligesom på køerne, og at det foregår ved, der står én med gældende ekspertise, med en plastikpose om armen, og hiver barnet ud.. eller.
Og jeg vidste også godt det var dyreplageri, hvis man ikke malkede køerne. Deres yver kunne blive så spændte, at man ikke kunne få ordentligt fat i patten, og så ville koen faktisk helst græde.
På bondegården lærer man meget. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg kan godt forstå koen nu, og jeg synes de fortjener brystmassage, og at blive spulet med en varm bruser på yveret, imens der bliver hevet juice ud.
At føde et barn er sin sag. Men ingen havde fortalt mig om, hvor ondt det skulle gøre, når der går gang i mælkeapparaturet.
Scenarie:
Står i Netto 5 dages tid efter jeg havde født, og koncentrerer mig om, at se brandgodt ud imens vi lige får handlet bleer, brie, fløde og andre livsfornødenheder. Far er glad og stolt.
Vi har to fyldte kurve, og missionen er ved at være fuldført, da vi når til dér, vi alle gerne LIGE vil se, om vi kan støve en billig Heinz op, eller en dobbelt op på Vanish OXYYY ACTIONNN.
Så mærkede jeg det. Helt omme fra lænden, op gennem skjoldet, over skuldertøjet --> og lige om i æ' pat'.
Som kogende tomatsuppe, der buldrer gennem systemet, for at munde ud i en smertefuld halsbetændelse - i brysterne.
Pupillerne bliver smalle, lokalet bades i skarpt lys, jeg har sved i overskægget (lidt har man vel altid).
Kurvene glider ud af mine våde håndflader, ned på gulvet.
"Jeg skal hjem"
Min husbond siger noget til mig, men jeg hører det ikke. Men jeg svarer. Måske senere...!
Jeg bare brager gennem kasserne med hænderne oppe, og bryder mig egentlig ikke om, om resten af familien følger trop.
Haster hjem i fast forward, mens byen og alle omkring mig går i vejen, i slow motion.
Fumler med apparatet, sætter mig på knæ på gulvet, begynder at pumpe.
"MMMmmmmmmmmmmmmUUUUUUH!"
Kære medkøer.
Jeg har hørt, der forekommer tilfælde, hvor I ikke bliver malket.
Jeg fordømmer dette med al magt jeg besidder.
Det har I ikke fortjent.
Jeg skal nævne for Jer, at hvidkål gør underværker på trætte patter.
Love,
MC Malkekvæg
onsdag den 23. februar 2011
To børn eller not to børn?
Så sidder igle-helvedet ved tangentbordet igen. Det er da ret lækkert det hér med, at man kan sætte sig ned, og skrive sit sind på skind, og der sidder op i mod 100 styks, intet mindre, og læser om hvad der foregår derinde under paletten.
Min ven har lige sendt et fantastisk link til mig, med en gut som spiller guitar (tag: Niels)
Bo i min lomme, Andy McKee, vil du ikke nok! klik her og hør
Sæt den nu i baggrunden, og læs videre gennem dagens indlæg.
Det er god baggrundsmusik, der lige gipper i korpus, og gør ved mig, så jeg lige kan skrive om en noget tungere overvejelse, og om et par smukke kvinder jeg kender.
Den første er en kvinde, som jeg har gået i folkeskole med. Hun var en pige vi alle så lidt op til, allerede dengang. For vi vidste hun var et mønsterbarn, jeg gjorde i hvert fald, for vi kom fra samme sted i livet, mere eller mindre.
Vi voksede op i andre familier, end den vores biologiske forældre fandtes. I en verden hvor forbilleder ikke var blevet serveret ved fødslen.
Den verden kan byde to ting, i følge min egen erfaring; at du hviler i et mønster eller bryder som fanden ud af det!
Og nu skal jeg forsøge, at holde en fod på hver sin sti, for for at holde fast i det smukke og min point, er det vigtigt at forstå hvor jeg vil hen med ovenstående.
Den pige, jeg kendte i folkeskolen, er i midlertid vokset op og blevet et smukt (jo, bevares, det var du også dengang.) selvstændigt kvind'folk!.... med 4 børn. Først 1, så 2 på 1 gang, og så lige 1 mere......
Her var min første tanke: EN MERE!?
Hør her, her går man og tænker på om man overhovedet skal få den første, og der kommer hun så med 4. FIRE! Så må det jo være simpelt nok, når det kommer til stykket!?
Så vil jeg have 5! FIVE I SAY!
Men jeg har fået den første...... og kender andre i samme båd.
"Vil du sidde ned?"..."Det ved jeg æk.. jeg er træt"
"Er du sulten?" .. "næ.. jar' træt"
"dine prutter siger du skal på toilettet, skat.."..." Mm.. men jar' træt"
Her kommer et hæsblæsende regnestykke:
3285(timer inden barn)
- 1825(timer efter barn og under graviditet)
= 1460 (Hvad? Bananer?.. nej TIMER)
= 60 dages søvn på et år, som jeg (tilnærmelsesvis vi) er bagud.
1460*3 = 4380 = 182 dages søvn, på 3 år
Mærk Jer denne universelt betydelsesfulde udregning, for jeg kommer til at henvise til den!
Min point er, at det er ikke nemt med børn, nej. Bestemt ikke! Ikke med 1 og bestemt ikke med flere.
Men det er jo ikke det der skal være det afgørende faktum for, hvorvidt menneskeracen skal uddø eller ej. Der er jo intet der er nemt.. i virkeligheden.
For virkeligheden er jo, at det ikke er nemt for eksempel at tage toget (Tag: DSB), eller lave en opsparing på SU (Tag: Statens Uddannelsesstøtte, Far og Nordea) eller at gå ned ad en trappe med en brunstig cykel (note to self: træk i håndbremsen, Tag: åbne kødsår på samtlige led).
Sagen er man lærer så længe man lever. Forhåbentlig! Så længe man vover.
I mine øjne har denne kvinde vovet sig mindst 4 gange. Og utallige gange om dagen- så mange gange jeg ikke begriber det endnu, for jeg har kun vovet 1 gang indtil videre.
Hun er en kvinde, som er forbillede for sine børn, og det ved jeg fordi, jeg ved hun er der; og bliver.
Nu citerer jeg dig, unge dame; for det fortjener du!
"...Og har ikke fået børn for at følge min mors fodspor... Det er hårdt, men helt sikert det værd <3"
Selvom dét, at være forældre er en af de dérsens slags "jobs" man ikke rigtig ved hvor bærer hen, og målene kan virke utydelige og svære at sætte, mens du står med perlesved på overlæben af raseri, over de hvide ikeamøbler er blevet beværtet af Hr. Tushpen og Fru Kuglepalle VIA: barnehånd, så kan jeg altså kun give hende ret.
Det er når man får børn, og når man bliver stillet overfor ekstremsituationer, man for alvor finder ud af hvem man er.. Og om man tør sig selv.
Så er den sang vidst også ved at være færdig, McKee!
Min ven har lige sendt et fantastisk link til mig, med en gut som spiller guitar (tag: Niels)
Bo i min lomme, Andy McKee, vil du ikke nok! klik her og hør
Sæt den nu i baggrunden, og læs videre gennem dagens indlæg.
Det er god baggrundsmusik, der lige gipper i korpus, og gør ved mig, så jeg lige kan skrive om en noget tungere overvejelse, og om et par smukke kvinder jeg kender.
Den første er en kvinde, som jeg har gået i folkeskole med. Hun var en pige vi alle så lidt op til, allerede dengang. For vi vidste hun var et mønsterbarn, jeg gjorde i hvert fald, for vi kom fra samme sted i livet, mere eller mindre.
Vi voksede op i andre familier, end den vores biologiske forældre fandtes. I en verden hvor forbilleder ikke var blevet serveret ved fødslen.
Den verden kan byde to ting, i følge min egen erfaring; at du hviler i et mønster eller bryder som fanden ud af det!
Og nu skal jeg forsøge, at holde en fod på hver sin sti, for for at holde fast i det smukke og min point, er det vigtigt at forstå hvor jeg vil hen med ovenstående.
Den pige, jeg kendte i folkeskolen, er i midlertid vokset op og blevet et smukt (jo, bevares, det var du også dengang.) selvstændigt kvind'folk!.... med 4 børn. Først 1, så 2 på 1 gang, og så lige 1 mere......
Her var min første tanke: EN MERE!?
Hør her, her går man og tænker på om man overhovedet skal få den første, og der kommer hun så med 4. FIRE! Så må det jo være simpelt nok, når det kommer til stykket!?
Så vil jeg have 5! FIVE I SAY!
Men jeg har fået den første...... og kender andre i samme båd.
"Vil du sidde ned?"..."Det ved jeg æk.. jeg er træt"
"Er du sulten?" .. "næ.. jar' træt"
"dine prutter siger du skal på toilettet, skat.."..." Mm.. men jar' træt"
Her kommer et hæsblæsende regnestykke:
3285(timer inden barn)
- 1825(timer efter barn og under graviditet)
= 1460 (Hvad? Bananer?.. nej TIMER)
= 60 dages søvn på et år, som jeg (tilnærmelsesvis vi) er bagud.
1460*3 = 4380 = 182 dages søvn, på 3 år
Mærk Jer denne universelt betydelsesfulde udregning, for jeg kommer til at henvise til den!
Min point er, at det er ikke nemt med børn, nej. Bestemt ikke! Ikke med 1 og bestemt ikke med flere.
Men det er jo ikke det der skal være det afgørende faktum for, hvorvidt menneskeracen skal uddø eller ej. Der er jo intet der er nemt.. i virkeligheden.
For virkeligheden er jo, at det ikke er nemt for eksempel at tage toget (Tag: DSB), eller lave en opsparing på SU (Tag: Statens Uddannelsesstøtte, Far og Nordea) eller at gå ned ad en trappe med en brunstig cykel (note to self: træk i håndbremsen, Tag: åbne kødsår på samtlige led).
Sagen er man lærer så længe man lever. Forhåbentlig! Så længe man vover.
I mine øjne har denne kvinde vovet sig mindst 4 gange. Og utallige gange om dagen- så mange gange jeg ikke begriber det endnu, for jeg har kun vovet 1 gang indtil videre.
Hun er en kvinde, som er forbillede for sine børn, og det ved jeg fordi, jeg ved hun er der; og bliver.
Nu citerer jeg dig, unge dame; for det fortjener du!
"...Og har ikke fået børn for at følge min mors fodspor... Det er hårdt, men helt sikert det værd <3"
Selvom dét, at være forældre er en af de dérsens slags "jobs" man ikke rigtig ved hvor bærer hen, og målene kan virke utydelige og svære at sætte, mens du står med perlesved på overlæben af raseri, over de hvide ikeamøbler er blevet beværtet af Hr. Tushpen og Fru Kuglepalle VIA: barnehånd, så kan jeg altså kun give hende ret.
Det er når man får børn, og når man bliver stillet overfor ekstremsituationer, man for alvor finder ud af hvem man er.. Og om man tør sig selv.
Så er den sang vidst også ved at være færdig, McKee!
Pædakogle-mor
Hej igen.
Jeg undrer mig over noget jeg har stiftet bekendtskab med på pædagog-instituttet.
Det er noget der hedder dobbeltsocialisering, som er noget ham Lars Dencik siger, og som handler om barnets to verdener - institutionen og hjemmet.
I bund og grund handler det om vigtigheden af, at de to primærer miljøer, som barnet færdes i, tilnærmelsesvis bør indholde genkendelige ligheder, for barnets bedste; for at undgå, at barnet splittes mellem to verdener, og dermed kan få svært ved, at danne sig en identitet.
AHA! Det lyder ret vigtigt!
Så når vi i forvejen taler om, eller peger fingre ad forældrene, der ikke har tid til deres børn, så skærer vi ned på dem, der skulle have det for dem.
Kapitalistisk samfunds tilbud? Not so much...
Where is the looove... i bedste Timberlake-toner.
Bare på tegnsprog, lige uden foran hoveddøren til Døve- og blindeinstituttet
aka. Christiansborg....
Jeg undrer mig over noget jeg har stiftet bekendtskab med på pædagog-instituttet.
Det er noget der hedder dobbeltsocialisering, som er noget ham Lars Dencik siger, og som handler om barnets to verdener - institutionen og hjemmet.
I bund og grund handler det om vigtigheden af, at de to primærer miljøer, som barnet færdes i, tilnærmelsesvis bør indholde genkendelige ligheder, for barnets bedste; for at undgå, at barnet splittes mellem to verdener, og dermed kan få svært ved, at danne sig en identitet.
AHA! Det lyder ret vigtigt!
Så når vi i forvejen taler om, eller peger fingre ad forældrene, der ikke har tid til deres børn, så skærer vi ned på dem, der skulle have det for dem.
Kapitalistisk samfunds tilbud? Not so much...
Where is the looove... i bedste Timberlake-toner.
Bare på tegnsprog, lige uden foran hoveddøren til Døve- og blindeinstituttet
aka. Christiansborg....
tirsdag den 22. februar 2011
Skal det hér handle om børn, eller klidfrikadeller med blid bulgur og øko-karse...
.. Eller begge del(l)e(r).
Jeg har lovet mig selv, og resten af mit daglige miljø, samt den sprøde skorpe der sidder ovenpå min hals, at dette ikke skal minde, i nærheden, om bladene fra kiosker'n, eller noget i den mol.
Det er dem der forstyrrer mig, og samtidig dem, som driver mig ud i blogging.
Ligesom den dér "sunscreen"-sang der lød engang "don't read beautymagazines, they will only make you feel ugly".
Sådan har jeg det med blade og magasiner der handler om, hvordan man er en god forælder.
VIDST! Der kan sagtens hentes lidt fif's her og der; det er jeg ikke i tvivl om. Men for mit eget vedkommende handler det om, at de lammer min egen selvforståelse og opfattelse af dét hér barn... MIT barn, som er lige her, og ikke i et fjernt paralleluniversum, hvor det er nemmere at forholde sig til, fordi det bliver objektiveret side om side med gode strikkeidéer og linsesupper der SLET ikke smager sundt!
(det gør de, og det er ikke i orden..).
Og så føler jeg slet ikke de tager mig alvorligt, når jeg siger jeg er træt eller beskriver i det nødvendige omfang, lige præcis hvor forelsket jeg er i mit barn.
Men nu vi er ved opskrifter.. Så kan det da ikke udelukkes, at jeg kommer til, ved en menneskefejl, at uploade et billede fra et af vores utallige fløde-gilder herhjemme. For vi elsker koen for alt den kan, grisen og kyllingen med!...ikk' så meget ged og gimmer.
Jeg kunne godt tænke mig, jeg havde begyndt at blogge lidt før, men har aldrig lissom syntes det var dope..
Men nu husker man knap hvad der er sket!
Tak for den, du grimme ammehjerne! Kom tilbage med min gamle og tag brysterne med!
Jeg har lovet mig selv, og resten af mit daglige miljø, samt den sprøde skorpe der sidder ovenpå min hals, at dette ikke skal minde, i nærheden, om bladene fra kiosker'n, eller noget i den mol.
Det er dem der forstyrrer mig, og samtidig dem, som driver mig ud i blogging.
Ligesom den dér "sunscreen"-sang der lød engang "don't read beautymagazines, they will only make you feel ugly".
Sådan har jeg det med blade og magasiner der handler om, hvordan man er en god forælder.
VIDST! Der kan sagtens hentes lidt fif's her og der; det er jeg ikke i tvivl om. Men for mit eget vedkommende handler det om, at de lammer min egen selvforståelse og opfattelse af dét hér barn... MIT barn, som er lige her, og ikke i et fjernt paralleluniversum, hvor det er nemmere at forholde sig til, fordi det bliver objektiveret side om side med gode strikkeidéer og linsesupper der SLET ikke smager sundt!
(det gør de, og det er ikke i orden..).
Og så føler jeg slet ikke de tager mig alvorligt, når jeg siger jeg er træt eller beskriver i det nødvendige omfang, lige præcis hvor forelsket jeg er i mit barn.
Men nu vi er ved opskrifter.. Så kan det da ikke udelukkes, at jeg kommer til, ved en menneskefejl, at uploade et billede fra et af vores utallige fløde-gilder herhjemme. For vi elsker koen for alt den kan, grisen og kyllingen med!...ikk' så meget ged og gimmer.
Jeg kunne godt tænke mig, jeg havde begyndt at blogge lidt før, men har aldrig lissom syntes det var dope..
Men nu husker man knap hvad der er sket!
Tak for den, du grimme ammehjerne! Kom tilbage med min gamle og tag brysterne med!
Falden ved sengehest - uden hjelm eller seler...
Velkommen til min version af årets ringeste zombie-teaser. Jeg er færdig!
Mor er syg; barn trodser - også kl 2-3-4 om morgenen. HVOR SIDDER PLADEN og hvordan får man den ud??
Men ikke desto mindre har jeg valgt, at bruge min sygedag, og sønnens middagslur på, lige at tage en tur ned ad huskestien; tilbage til da jeg fandt ud af jeg ventede vores vidunderlige søn.... som nu kan skrige... længe.....
Det var mere eller mindre planlagt. Egentlig, men det kom stadig bag på mig, da det skete i en ret så "ækk' børn'-egnet" periode, kan man vel sige. Københavns byliv blev kigget efter i alle sømmer i en sådan grad, at jeg rent faktisk troede jeg havde langvarige tømmermænd OG depression, inden jeg opdagede hvad det var.
- Altså det jeg skriver nu, skal jeg forsøge at gøre til et lille indlæg til fædrene; for jeg tror godt kvinderne ved hvad jeg taler om. Ellers tilskriver jeg mig selv en lille nota, hvor på der står "idiot"..
En lille guided tur ind ind under kvindeskalp, for at lugte til bålet. KOM!
"Tømmermænd, depression? Jeg skal fa**** fisme til lægen mandag og tvangsmedicineres!". Alle de små hverdagsbekymringer er pludselig vokset over hovedet på dig. Du kan ikke stoppe med at græde over, at folk ikke overholder "Stå til højre-gå til venstre" og skælder dem højlydt ud, mens du marcherer grædende gennem flokken, med dig selv, rystende på hovedet, på skulderen.
"Hvem har I tænkt Jer at servere de kyllingelår for! Der lugter af hønselort i hele huset... Der er sgu da noget galt med dem!"
"Er det dig der ligger til kaj med motoren tændt, hva?! Der stinker af knallertbenzin i hele firmaet!"
"Skat, jeg vil hjem... *hulk* der er olielamper alle steder"
Jeg orker næsten ikke læse det igennem.
Men Neeej, jeg var ikke syg inde i hovedet. Jeg var bare gravid. Svar via tis!
Jeg forsøgte, at love min kæreste at gribe og fæste mig ved mine rationelle øjeblikke; eller ok "sane moments"! Jeg lovede at forsøge at høre mig selv, så ofte som muligt (what a frigging trip!), hvis han bare lovede, at forsøge IKKE at sige til mig når jeg var komplet idiot - for det er der ingen idioter der kan lide at høre. Jeg skulle selv opdage det, og det tror jeg faktisk jeg gjorde ret godt - for det meste! Ikk' Skat? *blink blink*
Mor er syg; barn trodser - også kl 2-3-4 om morgenen. HVOR SIDDER PLADEN og hvordan får man den ud??
Men ikke desto mindre har jeg valgt, at bruge min sygedag, og sønnens middagslur på, lige at tage en tur ned ad huskestien; tilbage til da jeg fandt ud af jeg ventede vores vidunderlige søn.... som nu kan skrige... længe.....
Det var mere eller mindre planlagt. Egentlig, men det kom stadig bag på mig, da det skete i en ret så "ækk' børn'-egnet" periode, kan man vel sige. Københavns byliv blev kigget efter i alle sømmer i en sådan grad, at jeg rent faktisk troede jeg havde langvarige tømmermænd OG depression, inden jeg opdagede hvad det var.
- Altså det jeg skriver nu, skal jeg forsøge at gøre til et lille indlæg til fædrene; for jeg tror godt kvinderne ved hvad jeg taler om. Ellers tilskriver jeg mig selv en lille nota, hvor på der står "idiot"..
En lille guided tur ind ind under kvindeskalp, for at lugte til bålet. KOM!
"Tømmermænd, depression? Jeg skal fa**** fisme til lægen mandag og tvangsmedicineres!". Alle de små hverdagsbekymringer er pludselig vokset over hovedet på dig. Du kan ikke stoppe med at græde over, at folk ikke overholder "Stå til højre-gå til venstre" og skælder dem højlydt ud, mens du marcherer grædende gennem flokken, med dig selv, rystende på hovedet, på skulderen.
"Hvem har I tænkt Jer at servere de kyllingelår for! Der lugter af hønselort i hele huset... Der er sgu da noget galt med dem!"
"Er det dig der ligger til kaj med motoren tændt, hva?! Der stinker af knallertbenzin i hele firmaet!"
"Skat, jeg vil hjem... *hulk* der er olielamper alle steder"
Jeg orker næsten ikke læse det igennem.
Men Neeej, jeg var ikke syg inde i hovedet. Jeg var bare gravid. Svar via tis!
Jeg forsøgte, at love min kæreste at gribe og fæste mig ved mine rationelle øjeblikke; eller ok "sane moments"! Jeg lovede at forsøge at høre mig selv, så ofte som muligt (what a frigging trip!), hvis han bare lovede, at forsøge IKKE at sige til mig når jeg var komplet idiot - for det er der ingen idioter der kan lide at høre. Jeg skulle selv opdage det, og det tror jeg faktisk jeg gjorde ret godt - for det meste! Ikk' Skat? *blink blink*
mandag den 21. februar 2011
Sssh! Jeg blogger!
HEY! Fem svin.. eller hvad man nu siger.
Jeg skal blogge. Hér.
Det bliver en blog, som handler om dét at blive og være forældre, på de gode og de lede dage.
Om de dage vi altid har drømt om at opleve, da vi som små piger nuldrede rundt med vores dukker, og blev henrykte over de både kunne græde og tisse - min dukke havde små grammofonplader i, så den kunne skrige hele dagen lang; hvilken LYKKE!
Og drengene der lystigt kørte rundt på deres cykler og lod som om de skulle på arbejde, for at tjene pengene, til deres stakkels små koner derhjemme, der gik og tegnede hele huset op i kridt; flyttede på dørkarmene og tegnede blomster i deres indkørsel. *suk*
Der ude, midt i den varme sol, blandt asfalt-skrabede knæskaller, kridtstumperne, blandt hylende unger og dumme forældre - lige dér. Der var min lykke. Dér vidste jeg den var.
Så jeg ville skynde mig at blive voksen, tænkte jeg, så jeg kunne få alt det her i virkeligheden.
Og det fik jeg!
"Hvordan ER det så at blive forældre?"...
MJOOOO! Det er det mest vidunderlige, tarvelige, heldige, smukkeste, ulækreste, smertefulde, overdrevne og forventningfulde ansvar jeg nogensinde har taget.
Man kan vel pakke den uskyldige barneleg, beskrevet øverst på siden, ned under et kæmpe forstørrelsesglas (ikke i sollys!), og sige "Det er lige præcis sådan det er".
Bortset fra, jeg er stoppet med at spise tyggegummi fra vejen (.... som OM I aldrig har gjort det!).
NÅ!
Men jeg skal forsøge at tage det hele fra en ende af, når jeg nu kommer rigtigt op at køre.
ALT du ikke fik at vide hos jordemoderen, læser i bladene eller forventningfolderne du får eller har fået på hospitalet.
Bloggen er startet på baggrund, af et voksende netværk med fantastiske forældre og børn, der tør være dem selv, på denne forventningfulde scene.
Vi skal blandt andet tale om:
-Scanningsbilleder vs. Age of Empires (F.Y.Y... det er et fremragende computerspil)
-Uberettigede hormonforstyrrelser aka. "jeg kan ikke engang holde ud at høre på mig selv"-udbrud
-"Her lugter af olie-lamper..."
-Prutter
-Bryster med halsbetændelse og hvidkål
-Ammehjerne og dalende intelligens på timebasis
-Socialt netværk - det er ikke altid de andres skyld!
-Feberkramper
- "Jeg hader dig!!!" --> ....spejl....
-De bebrejdende blikke, når dit barn flipper skråt?
Åh, så meget jeg gerne vil tale med Jer om.
Følg med, berig, kommentér. Hør mine "gæster".
Vær gode ved hinanden.
Knurrekassen; here I come
Jeg skal blogge. Hér.
Det bliver en blog, som handler om dét at blive og være forældre, på de gode og de lede dage.
Om de dage vi altid har drømt om at opleve, da vi som små piger nuldrede rundt med vores dukker, og blev henrykte over de både kunne græde og tisse - min dukke havde små grammofonplader i, så den kunne skrige hele dagen lang; hvilken LYKKE!
Og drengene der lystigt kørte rundt på deres cykler og lod som om de skulle på arbejde, for at tjene pengene, til deres stakkels små koner derhjemme, der gik og tegnede hele huset op i kridt; flyttede på dørkarmene og tegnede blomster i deres indkørsel. *suk*
Der ude, midt i den varme sol, blandt asfalt-skrabede knæskaller, kridtstumperne, blandt hylende unger og dumme forældre - lige dér. Der var min lykke. Dér vidste jeg den var.
Så jeg ville skynde mig at blive voksen, tænkte jeg, så jeg kunne få alt det her i virkeligheden.
Og det fik jeg!
"Hvordan ER det så at blive forældre?"...
MJOOOO! Det er det mest vidunderlige, tarvelige, heldige, smukkeste, ulækreste, smertefulde, overdrevne og forventningfulde ansvar jeg nogensinde har taget.
Man kan vel pakke den uskyldige barneleg, beskrevet øverst på siden, ned under et kæmpe forstørrelsesglas (ikke i sollys!), og sige "Det er lige præcis sådan det er".
Bortset fra, jeg er stoppet med at spise tyggegummi fra vejen (.... som OM I aldrig har gjort det!).
NÅ!
Men jeg skal forsøge at tage det hele fra en ende af, når jeg nu kommer rigtigt op at køre.
ALT du ikke fik at vide hos jordemoderen, læser i bladene eller forventningfolderne du får eller har fået på hospitalet.
Bloggen er startet på baggrund, af et voksende netværk med fantastiske forældre og børn, der tør være dem selv, på denne forventningfulde scene.
Vi skal blandt andet tale om:
-Scanningsbilleder vs. Age of Empires (F.Y.Y... det er et fremragende computerspil)
-Uberettigede hormonforstyrrelser aka. "jeg kan ikke engang holde ud at høre på mig selv"-udbrud
-"Her lugter af olie-lamper..."
-Prutter
-Bryster med halsbetændelse og hvidkål
-Ammehjerne og dalende intelligens på timebasis
-Socialt netværk - det er ikke altid de andres skyld!
-Feberkramper
- "Jeg hader dig!!!" --> ....spejl....
-De bebrejdende blikke, når dit barn flipper skråt?
Åh, så meget jeg gerne vil tale med Jer om.
Følg med, berig, kommentér. Hør mine "gæster".
Vær gode ved hinanden.
Knurrekassen; here I come
Abonner på:
Opslag (Atom)